Genevieve

Genevieve
Jørgen Bruno Jensen gik på Jyderup Realskole 1942-48

Jyderup lærling med handelstalent
Blev ejer af et festligt køretøj på en morsom idé
En ung mand har skaffet sig en bil på en morsom idé. Han så en gammel vogn af den type, der nu er god vittighed - med evig sne på taget. Med tomme lommer, men de største frimodighed spurgte han fotohandleren om prisen. Selv om den med øjeblikkets bilpriser var billig, var den dyrere end en lærlingeløn kan betale, men en kvik hjerne finder altid en løsning. Den unge mand henvendte sig til en af stedets forretninger, og der skulle ingen lang forhandling til, før forretningens indehaver gik med til at købe retten til avertering på vognens to døre - så var det største beløb reddet i land.
Men det koster mere end anskaffelsessum at være udlejer.
En anden forretning fik en annonce med et beløb, der kunne betale dæk, en tredje og en fjerde fik annoncer, der kunne tilvejebringe midler til benzin og olie - og på den måde blev vognen køreklar, og den unge mand kunne rulle hjem til forældrene og præsentere sin nyerhvervelse. Det skete i pinsedagene, og mange beboere i Jyderup lagde mærket til det festlige køretøj.

Den unge mand er nemlig en søn af købmand Jensen, Jyderup han hedder Bruno og er nu 21 år.
Bruno Jensen er handelslærling i Præstø; i forbindelse med byens jubilæum er, samlet en "Gøngegarde", som han er medlem af, og det var på baggrund af byjubilæet, at idéen til selvejerskabet fødtes. Foruden forskellige forretninger er bilen nemlig en rullende reklame for Gøngefesten i forbindelse med Præstø's byjubilæum -- og uden tvivl en reklame, der nok skal virke. Bruno Jensen har forpligtet sig over for annoncørerne til 1. oktober, så er han udlært, og med det forretningstalent, han allerede har lagt for dagen, kommer han ikke til at mangle pladstilbud¹

Englen fra Dien Bien Phu skal døbes i 1954, "Genevieve"
Ung jyderup'er med forretningstalent på 6302 km Europa tur i T-Ford
I går startede den unge Jørgen Bruno, søn af købmand Sigvald Jensen, Jyderup, på en seks ugers Europa tur i et noget usædvanligt køretøj, en Ford 1923, T-model, udstyret med gardiner, potteplanter, skilte, der reklamere for flydende og faste varer, samt giver forskellige praktiske oplysninger om vognen og den indehaver. Jørgen Bruno har døbt sit køretøj "Genevieve", velsagtens fordi det har den egenskab tilfælles med den berømte sygeplejerske i Dien Bien Phu, at den holder ud til det sidste. Og det er hans hensigt at opsøge den franske "Genevieve", så vognen kan blive navngivet med hendes tilladelse og medvirken.
Forhistorien er beretning om en ung mand med et usædvanligt forretningstalent. Jørgen Bruno købte vognen sidst år - uden penge. Han havde fået en idé, som kunne realiseres i forbindelse med gøngefesten i Præstø, og hvad var der andet at gøre end realisere den. Vognen kunne købes for en billig penge, og han skaffede dem ved at tegne annoncer, som blev malet på bilens døre, bagende, køler osv., og som han forpligtede sig til at køre rundt i landet med i et nærmere afgrænset tidsrum. Nu har han fået rigget vognen til igen på samme måde, men denne gang med landsfirmaer, og det har indbragt ham og to Københavnsk kammerater til Europa rund turen
Men "Genevieve" er ikke blot udstyre med reklameskilte, på den ene dør er tegnet et Danmarkskort, på den anden side et Europakort, hvor ruten på den 6302 km er opridset. Desuden er vognen fyldt med små sentenser; Parkering af cykler på taget uden ansvar, ingen parkering under vognen osv. Indvendig er den indrettet, så sæderne kan slås bagud, så de tre kammerater kan overnatte i bilen, og under bagsædet er et lille køleskab til mad- og drikkevarer.
Bruno har lagt ruten gennem Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig og Italien, og han har fået en række introduktionsskrivelser med til kendte folk og foretagender, hvor han kommer frem, så der er ingen tvivl om, at vognen nok skal blive bemærket.
Forleden dag var han i øvrigt i København for at præsentere sit køretøj for bilkongen Henry Ford, men Ford ville ikke hilse på "Genevieve" af angst for at blive fotograferet ved siden af bilen. Det hævdes, at den egentlige årsag var, at bilen på taget har et skilt "Peace between nations" (fred mellem nationer) - og det kunne taget til indtægt af kommunisterne! ²

"Genevieve" skabte trafikkaos ved hovedbanegården i Hamborg
Der er rare og hjælpsomme mennesker i nærheden hver gang "hfg"en går i strejke.
Købmand Sigvald Jensens søn, Jørgen Bruno, vil under sin færden i Europa med "Genevieve" sende rejsebreve til Jyderup dagblad.
Det første er dateret den 16/7.54 og fortæller om strabadserne i de første par uger.
Starten fra Jyderup den 5. juli 1954 forløb udmærket, men desværre blev jeg overfaldt af "røvere" fra Jyderup dagblad lige før Holbæk. De tvang mig til at sende nogle rejsebreve hjem, og hvad gør man ikke for sine medborgere. Derfor kan læserne nu følge første del af rejsen (af hensyn til presseloven er vigtige dele af beretningen udeladt!)

Da Genevieve vækkede hele Middelfart
Stillingen er den, at m/s Genevieve ligger underdrejet for en slem regnstorm i Holland, nærmere betegnet Oldenzaal. restaurationen, hvor vi sidder og søger at samle vore tanker, er hyggelig og priserne små, så det går faktisk godt.
Vi kom først fra København om tirsdagen, da de sidste reklamer skulle males på vognen, og så gik turen til Korsør gennem Ringsted, Sorø og Slagelse. Alle steder gjorde vi reklameophold og solgte postkort.
I løbet af natten blev vi sejlet til Nyborg, og kl. 4 om morgnen startede vi mod Odense.
Kl. 4,13 dansk tid øst for Storebælt indhentede det første uheld os. Pludselig tøffede motoren adskillige gange højere end normalt for til sidst at sætte ud med et brag, der vækkede hele Middelfart og omegn.
Vi må indrømme, at fejlen var vor, for vi havde glemt at give Genevieve olie. Hun skal jo fodres rigeligt med både benzin, olie og vand. Vi må så gå tilbage til Nyborg (syv km.) og banke en tankpasser op. Det var svært. Vi fandt den første efter en halv søgen, fik olien og vandrede den lange vej tilbage til den tålmodigt ventende Genevieve bag bakkerne.
Hun rystede sig så inderligt som en hund efter et styrtebad, da hun havde fået olien!

Postkortsælger med slem fejl
Vi kom til Odense, og efter at have solgt postkort hele dagen, besøgte vi Tuborg, hvor vi fik et sæt nye Tuborg-kasketter. Da vi alle tidligere havde set de fleste interessante steder i byen, tog vi om aftenen i stede en rundtur i den vidunderlige egn omkring den fynske hovedstad.
Næste dag blev vi en mindre! "Den tredje mand" var mest interesseret i at bruge de penge, vi samlede sammen ved postkortsalget, og det ku' jo ikke gå i det lange løb. Altså blev vi enige om, at kun to af os skulle fortsætte. Vi nåede for øvrigt helt til Vejle den dag.
Uheld med motoren kunne vi ikke slippe for, men til alt held fandt vi en mekaniker, der havde forstand på gamle Fordvogne, og han stillede beredvilligt sine erfaringer til rådighed for os. Da vi havde skilt motoren ad, blev vi klar over, at den kære hjemlige mekaniker havde glemt en skrue i den ene ventil. Den kom ud, og vi dampede sydpå!

Cirkusdirektøren viftede med fribilletter
Vi overnattede på vejen mellem Kolding og Christiansfeldt, og næste dag gik turen gennem Christiansfeldt og Haderslev til Aabenrå. I Haderslev havde vi den fornøjelse at se cirkus "Monreno"s direktør springe ud foran vognen ivrigt viftende med to fribilletter for at indbyde os til forestillingen. Det er en af de mange behagelige oplevelser, vi får undervejs.
Den næste dag brugte vi tiden til bare at køre, og vi nåede helt til Hamborg. - Vi kom hurtigt over grænsen, og fik alligevel tid til at sælge nogle postkort og at gøre et kort ophold i Flensborg, hvor vi blev interviewet til den danske avis. Næste ophold blev i Neumünster, hvor vi talte med en del dansksindede sydslesvigere. Ved 22-tiden nåede vi Hamborg og parkerede Genevieve foran hovedbanegården, hvorefter den store menneskemængde, der flokkedes om vognen, fik trafikken til at bryde sammen i et kaos.
I løbet af natten var vi en tur på St. Paulli, men det er minimalt, hvad vi erindrer derfra!

45 km i timen på autostradaen.....
Den næste dag i Hamborg blev dels en gældens, dels en sorgens dag. Det var os umuligt at starte motoren, da vi hen på eftermiddagen kom på højkant.
Vi baksede med den i hele tre timer, men uden resultat. Til alt held dukkede en mekaniker op, og han udførte reparationen ganske gratis. I mellemtiden blev vi indbudt af en restauratør til at telefonere til vore hjem på hans regning.
I løbet af aftenen sagde vi Hamborg farvel og strøg ud på autostradaen mod Bremen med en gennemsnitsfart af - ja, De tror det næppe - 45 km i timen! Vi overnattede på en parkeringsplads ved autostradaen, og først ved middagstid nåede vi Bremen. Undervejs havde vi taget en dansk student, der "blaffede", med op at køre, og han hjalp os til gengæld med at sælge postkort i Bremen.
Vi blev interviewet, og vi var rundt at se nogle af byens gamle bygninger, hvorefter vi satte kursen mod Holland. Hen på aftenen blev vi standset af en tankpasser i en lille landsby. Han ville have lov at fotografere vognen foran sin tank. Det var blevet halvsent, og han tilbød os derfor at overnatte i sit hjem. Næste morgen fik vi morgenmad og Genevieve fik tanken fyldt op med benzin.
Og i dag, hvor vi har kørt i regn og storm er vi nået et stykke ind i Holland, nemlig til Oldenzaal. Jørgen Bruno. Næste brev kommer fra det gæstfrie Holland³

Genevieve kørte 20 km i mørke på hollandske veje
og dens ejer kom til at fortælle det til en civilklædt betjent. - Rejsebrev fra Bruno

Det første indtryk af Holland var ikke overvældende. I Oldenzaal kneb det stærkt med at sælge postkort, men måske skyldtes det, at vejret var dårligt. Det gik meget bedre i den nærliggende by Hengelo, hvor vi blev inviteret på aftensmad hos den familie - og vakte stor opmærksomhed ved at gå i stå midt på det trafikerede strøg på grund af benzinmangel. Vi kørte til Zwolle sammen aften, en måtte køre 20 km i kulsort mørke uden andet lys end vore styr- og bagbordslanterner. På torvet blev vi modtaget med åben arme af en restauratør, der forhandlende Tuborg øl i sin bar. Jeg kom til at fortælle en mand, der inviterede på en drink, at vi havde kørt en snes kilometer uden lys. Da han gik, viste han os sit politiskilt med en munter bemærkning!
Maleren forlangte kun en køretur gennem byen
I restaurationen fik vi lov at sælge vores postkort og da orkestret holdt en pause, underholdte min kammerat, Jørgen Holm, som studerer musik ved konservatoriet i København. Publikum var meget begejstret. Næste dag solgte vi postkort på markedet. her kunne man købe alt, næsten fra lokomotiver til synåle, men priserne var ikke lavere end i butikkerne. Derimod var det brogede folkeliv på markedet interessant at studere, og der sås mange folkedragter. Ved middagstid kørte vi, efter at være interviewet af et af Hollands største blade, videre til Kampen, hvor min ven kendte en familie. Straks ved ankomsten lykkedes det os at tegne en annonce til vognen, og hos familien fik vi alt, hvad vi kunne spise - samt et hårdt tiltrængt bad. Om aftenen fik vi malet nogle morsomme inskriptioner på vognen, og maleren forlangte ikke anden betaling end en tur gennem byen i vognen!
Næste morgen kunne vi ikke starte ved egen hjælp. Vi regner med, det skyldtes den megen regn, der var faldet om natten. På Ford værkstedet i byen rettede man fejlen uden vederlag, og ved 11-tiden startede vi mod Amsterdam, hvor vi parkerede lige foran det kongelig slot.

Cor De Groot underholdt i biografen
Klokken var efterhånden blevet mange, så vi bestemte os for at gå i biografen for at se en Chaplin film. Stor var overraskelsen, da der spilledes en hollandsk film om fiskeri, men det viste sig blot at være en meget lang forfilm. Derefter spillede et stort orkester med den kendte hollandske pianist Cor de Groot som solist, og der var optræden af en amerikansk jonglør, hvorefter filmen lang om længe vistes.
Tobaksrygning var tilladt, og yderligere kunne man bestille kaffe eller drinks under forestillingen!
Næste dag vågnede vi først kl. 3 (!), og grunden hertil var formentlig, at vor reservedunk var gået læk, og benzinen havde i natten løb forpestet luften i vognen. Senere på eftermiddagen sejlede vi rundt i en turist båd og så på Amsterdams mange gamle bygninger. En fotograf havde stor økonomisk gevinst på os, for han tog et billede, som blev solgt til næsten alle hollandske og belgiske aviser.
Dagen efter besøgte vi den stedlige Tuborg forhandler og Ford fabrikkerne, hvis ledelse inviterede os på middag. Om aftnen sagde vi Amsterdam farvel og kørte mod Haag, men blev undervejs indbudt til at besøge en familie, som boede i de mest pragtfulde omgivelser (og havde nogle yndige døtre), og der blev vi i to dage. Vi er også inviteret til at besøge familien i deres sommervilla i Niece!

Politibetjent vækkede os præcis på slaget
I Haag kørte vi straks til byens største blad, som havde ringet til Sassenheim (til den gæstfrie familie) og bedt os komme. En journalist viste os rundt i byen, og da vi kom tilbage til bladet, lå der en invitation fra en dansk dame, som boede i Holland. Hos hende og hendes mand blev vi beværtet med en dejlig frokost. Vi fik endnu en reklame på vognen og kørte derefter til det kendte badested Scheveningen, hvor vi gik i vandet og nød det for en gang skyld gode vejr.
Den nat parkerede vi på torvet i Delft, bad en betjent vække os kl. 5, og præcis på slaget bankede det på ruden!
Vi manglede en flagstang på vognen, mente vi, og kørte derfor i Utrecht til den stedlige Ford forhandler, som også var indehaver af det største karosserifirma i Holland. Vi fik en reklame på vognen både for ham og for kaffe- og tefirmaet Donne Egberts, fabrikken for Pickwich teen.
På vej til Eindhoven mødte vi en ældre mand, som standsede og i dyb ærbødighed svingede hatten til hilsen. I denne by fik vi en reklame for Philips og spiste aftensmad sammen med reklamechefen, hvor vi brød tidligt op fordi vi ville til Belgien samme aften.

Holland har de bedste veje i Europa
Hvordan var så Holland? Hollændere er uhyre gæstfri og venligt indstillet overfor fremmede. Han er hjemmemenneske og går derfor ikke meget ud, selv om priserne på restaurationerne er lavere end hjemme. Mange varer er i øvrigt også billigere, men det skal dog siges, at lønningerne er også lidt lavere.
De hollandske spisevaner er anderledes end vore, men kosten lige så kraftig, og man spiser godt. Der er sammenhold i Holland, og der arbejdes! Arbejdstiden er f.eks. meget længere i forretningerne end hjemme. Og som bilende turist lægger man hurtigt mærke til, at vejene vel nok er de bedste i Europa.
Og så lagde vi mærke til, at kirkerne ofte er mere fyldte end biograferne. I Kampen f.eks. var der en biograf til de 25-30.ooo indbyggere, men byen havde 15 kirker.
Først og sidst var Holland dog et gæstfrit land⁴

Gamle "Genevieve" halede ny amerikansk vogn op af grøften"
Beretningen om den sejlivede og trofaste vogns færden gennem Belgien.
Første by i Belgien var Turnhout. Vi kom dertil sent på aftenen, men fik alligevel straks indtryk af, at Belgien er meget mere snavset end Holland. Og dette slog til! Især var vejene elendige. mere end en gang var vi ved at ryge igennem loftet. men belgierne kender tilsyneladende ikke til at sagtne farten, næsten alle årgange kører med stor hastighed.
I Antwerpen fik vi øje på en gammel vogn, ældre og om muligt endnu højere end "Genevieve". Med uomtvistelig elegance vendte vi vor vogn og begyndte forfølgelsen. Den blev ikke let. Antwerpen er en by med mange sidegader og stor trafik. Da vi kom til tunnellen under Schelde floden, ville vi have forsværget, at den forfulgte såvel som vor vogn kunne komme igennem, men flere mennesker påstod, at vognen var kørt den vej - det samme sagde opkræveren ved udkørslen, han lod os oven i købet passere uden betaling. "Genevieve" fik gas. Farten lå et sted mellem 30 og 120 km i timen. Folk streg sig hæse af begejstring, da vi med røg og damp sprøjtende ud af køleren overhalede et dollargrin og cyklister. Vinduesviskeren gik som et vanvittigt pendul, kogende vand stod som en gejser mod forruden. Omsider nåede vi kollegaen - og konstaterende, at den blev trukket af en amerikansk 1954 model.
Menneskemængden råbet, da vi reddede amerikaneren.
På vejen til Bruxelles var "Genevieve" atter i usædvanlig virksomhed. Vi mødet på vejen en amerikansk vogn, der netop var kørt i grøften, og vi tilbød straks vor hjælp. En kæde blev bundet fast i begge vogne, og mens en stor menneskemængde råbte hurra, trak vor gamle Ford den forulykkede på ret køl!
I Bruxelles modtoges vi med åbne arme. I forvejen havde aviserne skrevet om os, og den stedlige Tuborg direktør havde bestilt værelse til os på et centralt beliggende hotel. Den følgende dag besøgte vi bl.a. den stedlige Heering forhandler. Vi var blevet lidt bekymret for vort motto: Fred mellem nationerne!
Mange mennesker troede, at vi var kommunister, og vi malede det derfor over og fik påmalet en Heering reklame. Vi besøgte firmaets meget fine bar og fik serveret cognac fra 1840øerne og Calvados fra 1905, den ældste Calvados, der findes. Efter en behagelig aften på nogle af Bruxelles restauranter, satte vi næste dag kursen mod den nordfranske by Lille.

Kørekort ikke påkrævet i Belgien
Hvad vi særligt bemærkede i Belgien var, at det tilsyneladende er et rigt land, selv om vi fandt, at vejene og husene i forhold til f.eks. Holland var slet vedligeholdte. Belgien er også et dyrere land end Holland, det undrede os, at forretningerne må holde åbent, så længe de ønsker, og vi var ikke mindre forundrede over at finde en café i næsten hvert andet hus. Og forbavset blev vi, da vi hørte, at man ikke skal have kørekort i Belgien og altså heller ikke aflægge køreprøve. Enhver, der er fyldt 18 år, kan sætte sig ind og køre vogn, og alligevel hævdes det, ligger ulykkernes antal ikke over gennemsnittet for Europas lande⁵

"Genevieve" kom ind som nr. 2 i cykelløbet "Tour de France!"
Begivenhedsrig tur fra Lille til Nice, hvor solen bager og havet er blåt
Et sted i Frankrig. Lille - det er jo en stor by!

Vi kom dertil sent på natten og sov til den følgende dags middag, så vidt vi kunne får ro til det - franskmændene elsker at bruge bilhorn. Da vi for 127 gang blev vækket af tuderi, stod en dansk dame foran vognen. Hun indbød os til middag, og vi gik straks til sagen. Vi fik en dejlig fransk middag - tillavet på dansk.
I løbet af en nat kørte vi til Paris. Vi kom til Seinestaden samtidig med cykelrytterne i Tour de France og kørte ind som nr. 2 et forhjul efter vinderen!
Det var et indtog i fornem stil i byernes by. Vi blev indkvarteret på et moderne hotel på den berømte boulevard Champs Elysées. Desværre blev min kammerat angrebet af en ondartet halsbetændelse, men da han atter kom på benene, tog vi en rundtur og så Versailles, Louvre, Notre Dame, Triumfbuen osv.
På vej til rivieraen så vi det yndige skot i Fontainbleau, de naturskønne vinegne og de smukke bjerge, der holder vagt over Rhône - dalens Torneroseskønhed, Avignon, den gamle paveby, var overnatningssted. Vejret havde til og med Macon været regnfuldt, men nu havde vi solen over os, bagende varmt var det. Et held, at vi kunne tage forruden ud og stikke tæerne ud i den kølige vind. Nu er det sådan, at "Genevieve" har hjul af træ, og det krymper i varmen, så vi tit lægger dem til udvanding i Rhônefloden om natten!

Så kom vi til Cannes! Vi blev der nogle dage - og nød det!
Vi badede i det blå Middelhav, men havde svært ved at vænne os til det meget salte vand der bed i hals, øre og næse. Vi besøgte en snack bar, Felix-bar. Mr. Felix var et kapitel for sig. Han regerede, dirigerede og mixede samtidig med at han snakkede med samtlige mennesker i baren. Hello, Tuborg, have a drink, var hans velkomsthilsen til os. Han var umådelig glad for Tuborg, så glad, at han inviterede os til at spise alle måltider gratis i de dage, vi var i Cannes - bare fordi vi havde reklame for varen på bilen.
Fra Cannes - nå ja - vi kom til Nice, men tre kilometer før skete noget ubehageligt med motoren, så vi måtte liste ind til byen. Liste er måske ikke udtrykket. Der lød voldsomme brag - omtrent som når rådhustårnets urskive falder ned på rådhuspladsen, hvis nogen har hørt det. Folk styrtede ud af husene overbevist om, at nu var krigen brudt ud!. Vognen kom på værksted (det kostede os som sædvanlig ikke noget) - og mens den gjordes køreklar, trådte vi vande i det blå hav eller solede os på strandbredden - dybt betaget af den kvindelige skønhed, der kredsede om os..... ⁶

Ved den franske riviera
Til party hos Lilian Harvey ved den franske riviera - Middag med Georges Ulmer og karneval i Menton.
I Juan les Pins traf vi en aften Lillian Harvey. Hun inviterede os til cocktailparty i en villa, som hun og hendes danske gemal, Valeur Larsen, ejer.
Det skulle foregå næste dag, og vi mødtes i galla - det vil sige, vi havde pudset skoene, strammet slipset og glattet lidt på knæfolderne i bukserne. Vi blev modtaget med åbne arme af fruen, men håbede forgæves på en ligeså varm velkomst af tolv skønne engelske danserinder, som også var til stede.
Derimod mødt vi overvældende velkomstvenlighed hos en italiensk prinsesse. Hendes højhed var temmelig korpulent og bredte armene ud med ordene: kom til mit bryst. Min kammerat modtog invitationen, men er siden kommet over det.
Ved "partyet" hilste vi også på den franske komiker René le Gran. Men det hyggeligste var næsten at få en sludder på dansk med Valeur Larsen, da de øvrige gæster var gået. Lillian Harvey signerede et "Good luck" på vognen.

Endnu engang kørte vi gennem Nice, og for en gangs skyld blev vi overhalet af en anden vogn! Under overhalingen råbet en stemme DAVS, Petersen!
Hvad var egentlig meningen - det var oven i købet en fransk vogn! Den sag måtte undersøges. "Genevieve" tog tilløb og satte efter. Så overhalede vi. Lidt efter overhalede han. Sådan fortsatte vi, indtil et nyt råb lød: Kom med os, spise, spise... Da vi lidt senere standsede ved en restaurant, stod en mand ud af vognen og præsenterede sig: Mit navn er Georges Ulmer. Vi var sammen med den berømte danske sanger, der har lagt hele Frankrig for sine fødder. Hans mor, hans henrivende kone og deres to børn var med. Vi spiste en herlig middag sammen, og inden vi tog afsked, havde vi aftalt at besøge hans villa næste aften og sammen med nogle af hans venner overvære en koncert, han skulle give i Nice -
En virkelig oplevelse var det at høre Ulmer synge sine egne sange. Bagefter var der åbent hus i hans villa, hvad en mængde af hans utallige venner hurtigt fandt ud af. Men de forsvandt ligeså hurtigt, som champagnen var drukket.

For sidste gange gennem Nice, mod Villefrance, og Monte Carlo, hvor vi lavede trafikstop, da vi på grund af for lidt benzin måtte vende og bakke op! Men glædeligt at folk bare griner! Vi har aldrig været ude for andet end venlige tilråb selv i situationer, hvor vi utvivlsomt har voldt andre bilister kvaler.
Næstestation. Menton. Omaftenen var der stort karneval. Vi ville gerne deltage med "Genevieve". Vi kom ind til chefen og begyndte: Vi er.... Svaret var allerede givet: ja, ja, denne vej!
Vi blev ført ind i et lokale, hvor henved 30 ungemennesker var i færd med at klæde sig om i spraglede dragter. I et hjørne stod lige så mange halvanden meter høje masker. "Der" blev der sagt. Vi kunne intet stille op. chefen var allerede borte igen. Vi måtte klæde os om og fik til sidst de store hoveder på. Så gik vi ud på pladsen, og i tre timer måtte vi danse rundt et optog, mens folk ustandselig smed konfetti i øjnene på os.
Da vi endelig kom ind for at klæde om, var chefen gået hjem, så det lykkedes desværre ikke, at få "Genevieve" med i optoget⁷

"Genevieve" besejrede passet i St. Gothard - på seks timer
Og vandt førstepræmie for elegant indtræk i San Remo
"Genevieve" - alle tiders gamle Ford - er atter på vej hjem med Jørgen Bruno, Jyderup, ved rattet. Trofast har den rullet gennem Europa og bragt sine passagerer til hyggelige steder i Holland, Belgien og Frankrig. Jørgen Bruno fortæller om rejsen videre herfra:
Fra Menton kørte vi ind i Italien, nej, forresten kørte vi ikke - vi kom ind i en kø på et par hundrede vogne, og da det tog to timer at slippe fri, foretrak vi at skubbe vognen i stedet for at brænde den dyre benzin af til ingen nytte! (Den kostede 1,28 kr. literen). Først kørte vi til San Remo. Vort rygte var løbet i forvejen. På torvet - stod Tuborg-agenten og ønskede velkommen med en kasse eksport øl!
Vi vandt 1. præmie i en konkurrence i San Remo. Publikum skulle udvælge den flotteste bil med det skønneste indtræk. Indtrækket skulle i dette tilfælde forstås som kvindelig elegance.
Vi kom til byen ved 17-tiden, konkurrencen skulle begynde kl. 21, men tilmeldingen var i orden i løbet af en halv time. "Indtrækket" klarede vi i en håndvending, idet to italienske mannequiner tilbød deres assistance, den ene af de to unge damer er forresten kendt fra italiensk film, hun hedder Manon Pier Luigi

De cykler med paraply i regnvejr
Alle veje førte ikke til Rom i denne omgang. Vi har set os nødsaget til at afkorte turen og kørte fra San Remo til Genua, Milano, over Como til Svejts. Men inden vi forlader Italien, lidt om landet: Temperaturen er 37 gr. i skyggen, pigerne skal være hjemme kl. 8, der spises spaghetti tre gange om dagen, fra 12-15 sover man til middag, og man går med paraply, når det regner! Det sidste er jo ikke udsædvanligt hjemme, men for os forekom det usædvanligt at se folk i regnvejr, cykle med en paraply højt løftet over hovedet som frihedsgudindens fakkel. Vi tog nogle billeder på pladsen ved domkirken i Milano. Her strømmede folk til for at se vognen, mens vi betragtede domen.
Vi kom ind i Svejts over Lugano, hvor der var usædvanligt smukt, især om aftenen, når lysene skinnede fra bjergene ned til søen. Næste morgen kørte vi til St. Gotthard-passet og skuffede alle tvivlere - "Genevieve" kom nemlig over! Det kostede arbejde, meget arbejde, min ven måtte gå foran hele tiden og hælde koldt vand i køleren, og det tog os seks timer, men det lykkedes!
Så gik det i øvrigt nedad næsten hele tiden lige til Zürich, Svejts' forretningshovedstad.
Derfra over Luzern og Bern til Basel. Her er vi nu, men - inden længe begynder hjemturen gennem Tyskland. Pligten kalder!

Hjemme igen
I formiddags nåede Jørgen Bruno og "Genevieve" til Jyderup, men fortsatte umiddelbart efter til Købehavn. Vi bringer senere beretningen om den sidste del af turen gennem Tyskland⁸

"Genevieve" blev forfulgt af amerikansk transportmaskine!
Sidste del af beretningen om den gamle Fords og dens passagerers to måneders Europa færd.
Ligeså vidunderligt der er at rejse, ligeså sikkert er det, at der kommer en dag, hvor man gerne vil være hjemme. Grå hverdag eksisterer kun, hvis man udelukkende har hverdag.
En ferie, som den vi havde, er en kontrast, som også giver hverdagen interesse.
Vi kom ind i Tyskland over Koblenz havde et ganske kort ophold i Heidelberg og i Ludwigshafen for at tanke hos den tyske verdensmester i motorcykelløb, Wilhelm Herz. På vejen videre mod Frankfurt blev vi af en amerikansk journalist inviteret på besøg på en nærliggende amerikansk base. Vi fik tilladelse til at køre ind på militært terræn, blev fotograferet og bespist. Så spurgte man, om vi selv kunne finde udgangen. Ork, ja, det kunne vi sagtens, men selvfølgelig kørt vi vild i alle de ens udseende barkgader. Pludselig befandt vi os på startbanerne. Jeg vendte mig for at rekognoscere - og så en stor amerikansk transportmaskine for fuld fra drøne lige efter os. Så kom der skub i "Genevieve", op i højeste gear (det vil sige det andet) og henover startbanen. Min kammerat gjorde tegn til piloten, at han skulle ændre kurs, for vi kunne ikke køre hurtigere. men miraklet skete! Ikke tyve meter for os, hævede maskinen sig og strøg henover taget på vognen. Sikke et held, at vi kun havde lidt luft i ringene, ellers var vi blevet skalperet!

På vinmarked i Mainz
Omsider fandt vi udgangen og fortsatte til Frankfurt og Køln. Undervejs fik vi invitation til Wiesbaden, hvor Ford ville udstille vognen. Vi tog imod tilbuddet og havde en dejlig dag med besøg hos to store Champagnefirmaer Henkel & Co. og Burgeff & Co. sidstnævnte beværtede os på vinmarkedet i Mainz.
Natten blev mindre behagelig. Vi vågnede pludselig op opdagede at en fransk soldat var gået i gang med at hive den store Tuborg flaske på bilens forskærm af. Vi for ud af hver sin dør og havde efter nogen parlamenteren held med at få ham til at opgive sit forehavende, omend under protest. Næste morgen kostede det os to-tre timer at reparere. Et dørhåndtag var revet af. Og køler proppen var ikke til at finde, men den side af sagen klaredes ved hjælp af et lommetørklæde!

En ferie vi ikke vil glemme
I Køln besøgte vi Ford fabrikkerne og var meget betaget af domkirken. I den følgende by, Essen, fik vi et sæt tøj for en reklame på vognen. Så kørte vi over Hannover til Hamborg, hvor vi havde en travl dag med besøg hos reklamerende firmaer.
Selv om vi var godt trætte, fortsatte vi om aftenen mod Neumünster. Her blev vi standset af politiet på grund af defekt forlygte og måtte overnatte.
Næste formiddag nåede vi Flensburg og endnu sent samme dag passerede vi Lillebæltsbroen. Atter blev vi standset på grund af forlygten. Det viste sig at være umuligt at skrue dækslet af, så der var ikke andet at gøre end at smadre glasset og sætte en ny pære i. Så endelig var der fuld lysstyrke!
Da vi nåede Jyderup, havde turen varet to måneder på nær to dage, men det blev også den mest indholdsrige ferie, vi har haft, en af dem, vi ikke glemmer⁹

Kilder:
Kilde 1: Holbæk Amts Venstreblad 28. maj 1953, side 4; Jyderup lærlingen
Kilde 2: Holbæk Amts Venstreblad 6. juli 1954, side 4; Europa tur
Kilde 3: Holbæk Amts Venstreblad 22. juli 1954, side 4; "Genevieve" skabte trafikkaos ved hovedbanegården i Hamborg
Kilde 4: Holbæk Amts Venstreblad 17. aug. 1954, side 4; Genevieve kørte 20 km i mørke på hollandske veje
Kilde 5: Holbæk Amts Venstreblad 23. aug. 1954, side 4; Gamle "Genevieve" halede ny amerikansk vogn op af grøften"
Kilde 6: Holbæk Amts Venstreblad 28. aug. 1954, side 4; "Genevieve" kom ind som nr. 2 i cykelløbet "Tour de France!"
Kilde 7: Holbæk Amts Venstreblad 30. aug. 1954, side 4; Til party hos Lilian Harvey ved den franske riviera
Kilde 8: Holbæk Amts Venstreblad 4. sep. 1954, side 4; "Genevieve" besejrede passet i St. Gothard - på seks timer
Kilde 9: Holbæk Amts Venstreblad 23. sep. 1954, side 4; "Genevieve" blev forfulgt af amerikansk transportmaskine!

Note: Jyderup kirkebog 1944-49 opslag 115 nr 10 konfirmeret 6. oktober 1947

Sidst rettet 2. marts 2016
©Jyderup Realskole